Inden aborten blev legaliseret i Danmark i 1973, måtte gravide der ønskede abort begive sig ud på de illegale markeder. De illegale aborter foregik hos læger, men også hos kvaksalvere. Begge dele med risiko for helbred og sikkerhed. Risikoen for kvindens helbred var høj, og der var også juridisk risiko forbundet med abort.
Indtil 1866 var der nemlig dødsstraf for abort i Danmark.
I 1933 blev loven ændret, så straffen for abort var 2 års fængsel. På dette tidspunkt var prævention ikke frit tilgængeligt, hvilket påvirkede antallet af uønskede graviditeter.
I 1956 gik en gruppe kvindelige danske læger sammen, anført af Agnete Bræstrup, for at komme unge piger og kvinder til hjælp. Lægerne havde i længere tid oplevet en stigende bekymring over, hvordan mange unge piger og kvinder kom i problemer på grund af uønskede graviditeter, og havde et brændende ønske om at hjælpe og skabe forandring. 17 år før aborten blev frigivet stiftede denne gruppe af læger derfor Foreningen for Familieplanlægning – det der i dag hedder Sex og Samfund.
I 60-70’ernes Danmark satte, især kvindebevægelsen, gang i en diskussion om kvindens rolle i familien og samfundet, herunder hendes ret til selv at bestemme, hvorvidt, hvornår og hvordan hun ville være mor. Denne samtale udviklede sig samtidig med at stadig flere kvinder blev aktive og drivende på arbejdsmarkedet. Kvindernes stigende indtog på arbejdsmarkedet, forestillingen om ønskebørn, og den tilknyttede debat om retten til abort, bør derfor ses i sammenhæng med en generel samfundsmæssig kulturel og normativ forandring.
I starten af 70erne fik langt de fleste af de ca.12.000 kvinder som ansøgte, tilladelse til abort, men samtidig var skønnet at der stadig blev foretaget 15-25.000 usikre og illegale aborter. Der var derfor et stort behov for at få lavet en lovgivning som sikrede de mange kvinder som stadig tyede til tvivlsom og farlig hjælp ifm. en uønsket graviditet.Efter en lang og hård politisk – og samfundsmæssig debat, blev loven om adgang til svangerskabsafbrydelse vedtaget af folketinget som fremsat d. 24. maj 1973.
Loven blev vedtaget med et lille flertal (96 stemmer). Der var i øvrigt stemmefrihed for alle folketingets medlemmer. Den 13. juni 1973 blev loven underskrevet af Dronning Margrethe og trådte i kraft d.1. oktober 1973. Loven fastslog i § 1, at ”En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge”.Dermed var der indført fri abort i Danmark.
I 1975, blev samme lov gældende i Grønland, mens Færøerne stadig i dag er underlagt abortlovgivningen fra 1956, hvilket betyder at der i Færøerne ikke er fri abort.
